Genbrugsværkstedet opstod i 1994 som et “spin-off” fra Spejdernes Høstmarked i Farum, som er blevet afholdt siden 1953. I 1962 kom også Loppetorvet i forbindelse med det årlige høstmarked. Efter at have haft lagerlokaler mange forskellige steder i byen, fik vi mulighed for at komme ind i den gamle brandstation, som var egnet til oprettelse af et permanent loppemarked. Efter nogle forsøg, som havde positivt resultat, startede vi året efter med fast åbningsdag den første lørdag i hver måned, og nu er markedet blevet en fast institution med en god omsætning.

Indsamlingen af effekter skete i de første mange år ved hjælp af personvogne og lastvogne, som velvillige forældre og firmaer stillede til rådighed. Imidlertid blev det stadig vanskeligere at skaffe egnede køretøjer, og til sidst var det de samme to firmaer og forældrenes biler, der måtte holde for. Vi købte derfor for nogle år siden en container, som blev opstillet på genbrugspladsen på Gammelgårdsvej, hvor publikum kunne anbringe effekter til loppemarkedet. Dette arrangement forsynede markedet med varer i nogle år. I 1999 anskaffede vi en lille lastvogn, hvormed vi afhenter de effekter, som publikum ikke selv har mulighed for at komme med.

I 2001 blev kommunens genbrugsplads moderniseret, og i den forbindelse fik vi et dejligt stort hus til at samle effekter i. Desværre kan vi konstatere et meget stort “svind” fra huset, og vi opfordrer derfor publikum til at hjælpe os med at begrænse dette.

Sommeren 2001 købte vi en grund af Farum Kommune på Havremarken. Her har vi nu opført en hal på 1750 m² i to etager, hvor vi har indrettet os med ca. 25 forskellige boder.